En tidligere medarbejder ved Holmsland Klit Turistforening erklærede sig i dag, ved Retten i Herning, skyldig i bedrageri. »Det har på alle niveauer været en rigtig trist, og rigtig træls sag for begge parter—« sådan siger Turistforeningens formand Jørgen Iversen »og det er en stor lettelse at få sagen lukket.«
Den skyldige har erkendt og tilbagebetalt pengene
Sagens forhold har fundet sted over en periode på knap 6 år, og har omfattet udstedelse af falske fakturaer, og ændring af betalingsoplysninger på officielle fakturaer.
Værd at hæfte sig ved, er at sagen er gennemført som en tilståelsessag, og at det fulde beløb på lidt under 375.000,- er tilbagebetalt. Holmsland Klit Turistforening lider således ikke tab.
Sagen har trukket dybe menneskelige spor
Sagen har gjort, at Holmsland Klit Turistforening har måttet gennemgå de interne procedurer, og også, at foreningen fremover kommer til at krydsrevidere langt flere ting i forbindelse med
den løbende afvikling af turismefremmende aktiviteter og events.
»Men kriminel forfalskning af den her karakter, og i det her omfang kan være meget vanskelig at ruste sig imod,« fastslår Turistforeningens formand. »Det handler i bund og grund om at
misbruge andre menneskers—og gode kollegers—tillid, og derfor har sagen også på det menneskelige plan trukket nogle dybe spor i vores organisation.« Nu hvor sagen har været for retten, er det imidlertid muligt at lægge den bag sig.
Skyldsspørgsmålet er endeligt afgjort, og som Jørgen Iversen konstaterer: »Nu kan vi komme videre. Brøden er erkendt, pengene er betalt tilbage — og dermed sætter vi punktum.«
Resultatet af strafudmålingen får vi når der falder dom om en uge.
Kilde: HKT





