Som noget nyt åbner Abelines Gaard op
d. 29. og 30. dec. Her kan man opleve en julepyntet strandfogedgård og møde 1920’ernes rige Gullashbaron fortælle om, hvorfor han holder ferie langs Vestkysten og høre om julens traditioner i 1920’erne.
Der er pyntet op på den gamle strandfogedgård. Juletræet står fint pyntet med håndlavede kræmmerhuse, det nye og moderne fehår og ikke mindst de nye elektriske lyskæder.
Det er strandfogeden, der tager imod jer og fortæller om det barske liv på Holmsland Klit med storm og strandinger. Få en snak med gullaschbaronen og hør om den tidlige turisme og om de nye (store og små) opfindelser i starten af 1900tallet. Hør også nogle af Carl Nielsens kompositioner på violin., han besøgte ofte Vesterhavet i sin ferie for at samle inspiration.
Der er en lang tradition for at lave julepynt foldet af papir i juletiden. Disse dage kan du også se flotte håndlavede æsker og har du lyst kan du lave din egen æske. Du kan også se hvordan man knipler, og du kan få gode råd til hvordan du kommer igang derhjemme. Er du ikke til knivskarpe foldninger og kniplinger, så kan du prøve at dreje i træ, og se trædrejernes flotte ting.
Skulle sulten melde sig, så er der hjemmelavede brændte mandler, og kaffestuen serverer julebagværk, kaffe og andet godt.
Praktiske informationer
Åbningstid: d. 29.30. december kl 1117
Entre: 50 kr. Børn under 18 år gratis adgang.
Adresse: Sdr. klitvej 87, Haurvig. Tlf. 9731 5127
Læs mere om Abelines Gaard på www.levendehistorie.dk