Hvide Sande har fået en ny livsstilsbutik, og den drives af en erfaren kvinde indenfor faget. Butikken bærer navnet Vestkyst Sands, og er beliggende på Toldbodgade 8A lige under Restaurant Kommandobroen på havnen i Hvide Sande.
Det er Lene Sønderby Knudsen, der står bag den nye butik. Hun driver på 25. år blandt andet Meer i Henne, der har har specialiseret sig i produkter fra den danske topdesignet Ilse Jacobsen. Og netop Ilse Jacobsen har også fået plads i butikken i Hvide Sande.
– Vi har et bredt udbud af tøj, sko og gummistøvler fra Ilse Jacobsen. Men fører også kvalitetsbrands som One Two Luksus, Cream, Black Color med flere. Butikken henvender sig til kvinder i alle aldersgrupper, og vi har ud over fritids- og helårsbeklædning tøj til enhver lejlighed, fortæller Lene Sønderby Knudsen.
Udover tøj forhandles også lækker brugskunst til hjemmet eller sommerhuset – blandt andet lanterne og meget andet.
Muligheden for at åbne butik i Hvide Sande, kom ud af den blå luft.
– Lokalerne blev pludseligt ledige, og har en helt fantastisk placering. Så da jeg fik muligheden for at åbne, slog jeg til, fortæller Lene Sønderby Knudsen.
Hun ser ikke den store forskel på at drive butik i Henne og Hvide Sande.
– Vil prøve at tilrette sortimentet efter byen, men har allerede set, at der ikke er den store forskel på Henne og Hvide Sande, og derfor har det været let at overføre erfaringerne fra Henne til Hvide Sande, siger Lene Sønderby Knudsen.
Hun har allerede fuld gang i butikken, der allerede er åben.