Lokal rivalisering får nyt liv, når byen igen dyster om at samle mest affald. Den gode gamle rivalisering mellem nord- og søndersiden i Hvide Sande er langt fra død. Tværtimod blusser den nu op igen, når årets skraldekamp løber af stablen lørdag den 18. april.
Sidste år trak søndersiden det længste strå med hele 80 kilo indsamlet affald, mens nordsiden måtte nøjes med 40 kilo. På sydsiden blev sejren naturligvis tolket som et bevis på både bedre organisering og større kampgejst. På nordsiden lød forklaringen mere jordnær: Der er ganske enkelt mere affald syd for slusen – og det burde måske tælle som et handicap.
Hvem der har ret, må deltagerne selv afgøre, når kampen igen går i gang.
Samler affald – og styrker fællesskabet
Skraldekampen er en del af Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, og alle er velkomne til at deltage – uanset hvilken side af slusen man holder med. Der er start ved Hvide Sande Sportsfiskercenter klokken 10.00, og deltagerne har to timer til at samle så meget affald som muligt. Efterfølgende bydes der på grillpølser og en kold forfriskning.
Målet i år er klart: At slå sidste års samlede resultat på 120 kilo. Men selvom konkurrencen mellem nord og syd fylder, er der i virkeligheden kun én vinder og det er naturen omkring Hvide Sande.
Flere indsamlinger på Holmsland Klit
Skraldekampen i Hvide Sande er én af tre affaldsindsamlinger på dagen:
- I Søndervig arrangerer Søndervig Centerforening og Holmsland Klit Turistforening en indsats
- I Hvide Sande står OMHU for strandrensning
Praktisk information
- Dato: Lørdag den 18. april
- Tid: Kl. 10.00–12.00
- Mødested: Hvide Sande Sportsfiskercenter
- Arrangør: Lokale kræfter i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening







