En donation på 5.000 kroner fra DanCenter, Danland og Admiral Strand skal gøre hverdagen lettere for de mange frivillige i Ringkøbing – Hvide Sande Marineforening, der hver dag er med til at skabe liv og fællesskab på havnen.
Ringkøbing – Hvide Sande Marineforening har modtaget en donation på 5.000 kroner fra DanCenter, Danland og Admiral Strand, som ønsker at bakke op om de lokale fællesskaber og de mange frivillige kræfter, der gør en forskel i Hvide Sande.
Pengene skal bruges til nyt køkkenudstyr i Marineforeningens lokaler på havnen, hvor både lokale borgere, sommerhusejere, turister og foreninger mødes til arrangementer, fællesskab og sociale aktiviteter.
Siden Marineforeningen flyttede ind i de nye lokaler på havnen, er aktivitetsniveauet steget markant. De frivillige har skabt et aktivt samlingssted, som danner rammen om både medlemsarrangementer og åbne aktiviteter, der bidrager til livet i Hvide Sande.
Med støtten ønsker de tre feriehusudlejere at anerkende den store indsats, som foreningens frivillige yder året rundt, og samtidig være med til at sikre gode rammer for de mange aktiviteter, der samler mennesker på tværs af generationer og interesser.
Donationen skal gøre det lettere at afvikle arrangementer og skabe endnu flere hyggelige stunder omkring kaffebordet og i køkkenet – til glæde for både medlemmer og gæster.
Den lokale opbakning til Marineforeningen er samtidig et eksempel på, hvordan erhvervsliv og frivillige foreninger i fællesskab kan være med til at styrke sammenholdet og udviklingen i Hvide Sande.







