Så er det officielt: Kronprins Christian løber med, når Royal Run indtager Ringkøbings gader den 25. maj.
Alle sejl er sat. Skoene er ved at blive snøret. Pinsen er på vej. Med pinse kommer også Royal Run – og i Ringkøbing-Skjern Kommune glæder vi os til at byde Kronprinsen velkommen, når han kommer for at løbe med.
– Royal Run bliver en stor folkefest, og vi glæder os til at byde alle velkomne den 25 maj. At vi også kan byde velkommen til Kronprinsen er en ekstra gevinst. Han har, så vidt vi ved, ikke tidligere besøgt kommunen, så vi glæder os særlig meget til at vise ham alt det, vi har og kan i Naturens Rige, siger borgmester Lone Andersen.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvilken distance Kronprinsen skal løbe. Det er en beslutning, der træffes i Kongehuset.
– Vi er i fuld gang med at planlægge, hvad Kronprinsen skal præsenteres for, når han kommer til Ringkøbing. Vi har en masse at være stolte af, så jeg er sikker på, at han får en god dag her hos os, siger Lone Andersen.
Forberedelserne til den store dag har været i fuld gang, siden det blev offentliggjort, at Royal Run kommer til Ringkøbing.
Har man lyst til at deltage i folkefesten, kan man stadig melde sig som frivillig.
– Vi er en kommune, hvor næsten 60 procent af alle deltager i frivilligt arbejde. Det er noget, vi er stolte af og derfor er det også naturligt, at så mange som muligt kan være med til at skabe den gode stemning, byde velkommen og give både kronprinsen, lokale og de mange gæster en god dag, når vi når den 25. maj, siger Lone Andersen.
Kilde : Ringkøbing Skjern Kommune







