Når Klittens Borgerforening i samarbejde med hawfestudvalget arrangerer koncert med Tørfisk den 9. juli under Hvide Sandes byfest, er det en stor flok engagerede frivillige, der stiller op for at give de ca. 400 koncertgæster en sjov og hyggelig aften med musikalsk satire og en lækker stor fiskebuffet med hjemmelavede fiskedelikatesser.
En del af overskuddet fra aftenen går til Klittens Borgerforening, der giver pengene videre til en bred vifte af lokale foreninger og initiativer via ansøgninger.
”Alle foreninger, arrangementer og projekter har mulighed for at ansøge om et beløb på op til 10.000 kroner fra borgerforeningen til et konkret projekt” fortæller Hanne Kvist Jensen, formand for Klittens Borgerforening. Hun ser gerne så mange ansøgninger som muligt, så de penge, der bliver rejst ved foreningens mange arrangementer, kan komme ud og gøre gavn for lokalbefolkningen.
Hjemmelavet fiskebuffet af frisk lokal fisk
Koncertbilletterne til Tørfiskkoncerten fås både med og uden spisebillet og de gæster, der snupper spisebilletten, får fuld valuta for pengene med en stor hjemmelavet fiskebuffet lavet med lokal fisk fra Nordsø Fisk i Hvide Sande.
Lakseroulader, fiskefrikadeller og en ris- og rejesalat er blandt de store publikumssucceser, men også torsk er naturligvis på menuen. Tørfisk får publikum dog kun på scenen, men så til gengæld en absolut velforberedt en af slagsen.
Frivilligheden en del den lokale DNA
Hos Nordsø Fisk glæder man sig over at være valgt som leverandør til fiskebuffeten, som tilberedes af borgerforeningen selv. ”Det er fantastisk, hvor meget de frivillige kræfter gør for turismen og hvordan det ligesom er en del af DNA’et i Hvide Sande. Og så er det jo sjovt, når arrangementerne samtidig passer så godt til det maritime miljø i Hvide Sande,” siger Niels Muff, indehaver af Nordsø Fisk.
Foruden Tørfiskkoncerten i Hawfest-ugen hører blandt andet også de populære turistfiskeauktioner på havnen i Hvide Sande til borgerforeningens årligt tilbagevendende arrangementer. I årenes løb har disse og andre arrangementer været med til at finansiere alt lige fra redskaber til den lokale kabelklub og spinningscykler i Hvide Sande Hallen til pensionistudflugter og lejrture. I 2018 kunne borgerforeningen uddele mere end 120.000 kroner til gode formål.
Har du et projekt eller arrangement, der kunne bruge et økonomisk tilskud, kan du læse mere om ansøgningsproceduren på klittensborgerforning.dk.