En tidlig tirsdag formiddag i december havde HvideSande.nu sat havnedirektør Mogens Pedersen fra Hvide Sande Havn stævne på redaktionen på Otto Pedersvej 1 i Hvide Sande – til et interview om den kommende nytårskur, over en varm kop kaffe, et smurt rundstykke med den gode mellemlagrede samt en lækker blød stol med højderegulering. Godt omringet af lidt julehygge med ét tændt kalenderlys i en grandekoration – julehygge i Hvide Sande stil. 
Formålet med interviewet var at få en snak om, hvordan man bringer byen tættere på havnen, både i skrift og tale, i forbindelse med nytårskuren.Eller som Mogens Pedersen udtrykte det – »vi skal gøre nytårskuren så folkelig og interessant, at selv »Mona« fra byen bliver interesseret i at møde op« – ikke kun for den gratis kaffe og the, men i lige så høj grad fordi emnerne og indslagene også har betydning for hvad »Mona« og alle byens borgerne, får med hjem.
Det skulle handle om Sluse-øen, om sikker passage, nye mødesteder, mere liv ved vandet – og hvordan området kan blive et sted, man faktisk har lyst til at opholde sig i.
- Hvordan kommer man mere trygt frem mellem nord og syd
- Hvad Sluse-øen kan udvikle sig til for byens borgere
- En ny »byens Plads« med liv og mange spændende og kulturelle arrangementer.
Nytårskur i Fiskeriets Hus på Nørregade 2B – gratis og åbent for alle fredag den 16. januar 2026 klokken 13.00
Mogens’ idé er lige til: Nytårskuren på Fiskeriets Hus skal være for hele Hvide Sande – ikke kun for havnen. Det betyder, at programmet ikke kun taler til erhverv og virksomheder, men også til alle os, der bor her. For havnen er jo ikke bare et område på et kort – den er hele byens midtpunkt.
Visionerne er store og målet enkelt, for som Mogens bramfrit udtrykker det og uden at han vil have det skal misforstås og i øvrigt i stor respekt for de omkringliggende ved afvandingsslusen, så ligner området mest af alt »en gåtur gennem en øde, triste demilitariserede zone i Nordkorea«, end en idyllisk søndagstur over broen, der forbinder Nord og Syd i Hvide Sande. »Man når over – men man når ikke over med ro i maven«.
En tur der i dag er præget af smalle fortove og cykelstier samt en tung og svær trafik, hvor man nærmest »med livet som indsats«, gennem en slusetragt, hvor al gående og kørende trafik nærmest presses igennem, med risiko og fare for liv og lemmer. Det kan kun ende galt..
»Det skal der laves om på«, kommer det bestemt fra Mogens Pedersen
Han forklarer videre, at der nu er sat gang i en række projekter omkring Sluse-øen, som den populært omtales i daglig tale.
Projektet omhandler en klar forbindelses-linje mellem, på den ene side det Nordlige Hvide Sande med det rekreative område omkring Sportsfiskercentret og én, forhåbenligt snart godkendt cykel- og gangbro – på den udvendige og vestlige side af afvandingsslusen (mangler dog endnu kystdirektoratets endelige ›tommel op‹).
Men en forbindelses-linje der rammer Sluse-øen ved Otto Pedersvej, som derved og helt naturligt vil blive den nye og fortrukne samt langt mere sikre adgang til byområdet i syd. En tur der går forbi det kommende butikstorv med, til den tid, et pulserende og aktivt forretningsliv – med åbne restauranter og cafeer samt et blomstrende byliv i forbindelse med etableringen af »Byens Plads«. En plads der med den nye svingbro over kammerslusen giver let adgang til og fra Hvide Sandes midtby i syd.
I samtalens forløb, mærker man hurtigt, at engagementet er steget mærkbart hos Mogens, der nu helt har glemt den varme kaffe og nu sidder ude på det yderste af stolen. Man forstår vigtigheden af Mogens vision og hans klare mål for området, der netop skal gøre noget godt for byen og for »Mona«.. »Byggeriet bør ifølge Mogens have en ekstra dimension, en al la »Roof Top«, som set andre steder«. Mogens drømmer om et sted, hvor man og »Mona« kan komme i højden og få udsigten foræret – sådan et sted, hvor man siger: »Skal vi ikke lige op og kigge?« Bare det at komme i højden og få overblikket og udsynet over havneområdet, gratis – bør være en del af planerne for det kommende projekt Sluse-øen. Måske med et terrasseområde, hvor bygherren tænker et serveringsområde ind, med kaffe og sandwich bar, så naturen og udsigten kan nydes kulinarisk langt over gadeplan – både af turister og faste beboere.
Formålet med dette nye initiativ omkring Nytårskuren, er netop at vise »Mona« og resten af Hvide Sande, at dette i høj grad handler om Hvide Sande og at samle folk om dette område, der både definerer byen, men også folkene der bor her.
Når programpunktet for nytårskuren når til professor i psykologi Svend Brinkmann’s indlæg om »Lykken og det gode liv«, bliver det ikke bare endnu et foredrag med pæne ord og powerpoint.
Brinkmann vender nemlig det hele på hovedet: Har lykken altid været noget, vi stræber efter – eller er den med tiden blevet en pligt? Skal vi opnå lykken for at leve godt, eller er den endt som en forventning i et produktivt samfund, hvor man helst både skal være effektiv, overskudsagtig og glad på kommando? Det er spørgsmål, der rammer lige ned i hverdagen – og som passer overraskende godt til byens planer ved Sluse-øen: For måske handler det gode liv ikke om at løbe hurtigere, men om at få flere steder, hvor man istedet kan sænke skuldrene, møde hinanden og blot blive fem minutter længere – med udsigt, liv og fællesskab som det nye midtpunkt.
Derfor opfordres alle til at deltage og Mogens mener oprigtigt alle, til at tage beslutningen om at deltage i Nytårskuren fredag den 16. januar 2025 kl. 13.00 på Fiskeriets Hus på Nørregade i Hvide Sande – med gratis adgang – fri kaffe og the inden programmet for de næste timer sættes igang.
Havnens planer for Sluse-øen
Hvide Sande Havn lægger i udbudsmaterialet op til et byggeri på op til fire etager, men peger også på muligheden for at gå op til syv etager efter dialog med kommunen. Et højere – og mere slankt – byggeri kan give bedre udsyn over havneområdet fra Søndergade og samtidig begrænse nabogener.
Havnen understreger, at området er støjudfordret, og at der derfor skal indarbejdes løsninger, der dæmper støj fra både Søndergade og de nærliggende virksomheder. Samtidig skal byggeriet hæves, så det står sikkert ved kraftige storme, og der lægges vægt på, at udtrykket bliver pænt, fordi placeringen er helt central i bybilledet.
Som en del af helheden etablerer kommunen en svingbro fra Bredgades forlængelse til Sluse-øen og anlægger »Byens Plads« – et torv ved området mellem Café Gaflen og Kammerslusen.
Samtidig arbejdes der ihærdigt på etableringen af en cykel- og gangbro på den vestlige side af afvandingsslusen, der forbinder området ved Sportsfiskercentret med Otto Pedersvej. Et projekt hvor man håber på et endeligt tilsagn fra Kystdirektoratet.
Havnens forventninger er, at projektet vil styrke sammenhængen mellem nord og syd, skabe et byggeri, flere kan få glæde af, gøre området til et naturligt midtpunkt samt give flere muligheder for oplevelser i Hvide Sande.
Program for Nytårskur Hvide Sande Havn
- 13.00 – 13.15: Nyt fra fiskeriet, ved formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, Thomas Rahbek Sloth
- 13.15 – 13.30: Hvad sker der hos Hvide Sande Havn ved havnedirektør Mogens Pedersen
- 13.30 – 14.00: Det gode samspil mellem turisme, havn og fiskeri ved Anders Thygesen
- 14.00 – 14.15: Kaffe
- 14.15 – 15.50: Svend Brinkmann, professor i psykologi med oplægget »Lykken og det gode liv«
- 15.50 – 16.00: Afrunding
Nytårskur på Hvide Sande Havn
- Fiskeriets Hus på Nørregade 2b i Hvide Sande
- Fredag den 16. januar 2025
- Kl. 13.00
- Gratis adgang – fri kaffe og te
- Husk tilmelding
Mogens lover, at det bliver både oplysende, hyggeligt og måske endda lidt underfundigt – helt i Hvide Sandes ånd.
Vi ses!



