Nu har du, dine børn – eller måske hele familien – chancen for at vise talentet frem, når Æ Hawfest torsdag d. 13. juli inviterer til TÅrsdagsTalÆnt i det store telt på havnen.
Så er du hundredmetermester i hulahop, bottle flip, sang eller playback, boldjunglering, karate, trylleri eller noget helt andet, så er det nu, du skal tilmelde dig.
Der er lagt op til et brag af et show, hvor vinderen kan forlade teltet med en flot hovedpræmie på hele på 2.000 kr. Der er også præmier til både 2. og 3. pladsen samt flotte medaljer til alle deltagere.
Gratis entré, SMS-afstemning og masser af præmier
Entréen ved det formidable familiearrangement er gratis og traditionen tro starter aftenen kl. 17.45 med hyggelig fællesspisning til 25 kroner per person og maksimalt 100 kroner per familie.
Når talentshowet starter, er det naturligvis publikum, som via SMS-afstemning kårer vinderne. SMS’erne kommer til at koste et symbolsk beløb og så følger der med hver SMS et lod i lodtrækningen om en masse lækre sponsorgaver.
Giv børnene nogle fantastiske barndomsminder
Medarrangør og vært ved årets talentshow, Trine Poulsen, husker tydeligt de to somre, hvor hun som barn sammen med en gruppe veninder vandt det legendariske børneplayback-show til hawfesten:
”Det ene år opførte vi Arabiens Drøm fra MGP i guldbukser og det hele. Det var så sjovt og jeg levede højt på den oplevelse i flere år efter,” fortæller hun med et bredt smil. Venindegruppen vandt dengang 500 kroner til deling, som de brugte på en fælles tur til svømmehallen i Esbjerg.
”Jeg synes virkelig, at man skal give børnene den oplevelse og den selvtillid, det giver at stille sig op på den scene og vise, hvad man kan,” siger hun og tilføjer: “Og nu er skoleferien jo begyndt, så der er masser af tid til at få øvet sit talent inden konkurrencen”.
Aktiviteter og hygge for hele familien
Foruden selve talentkonkurrencen vil der løbende være aktiviteter og underholdning for alle familiens medlemmer med blandt andet ansigtsmaling og T-wraps til håret.
I pausen vil VestjyskBanks maskot og Haribobamsen sætte gang i børnediskoteket, mens de voksne kan nyde et stykke gratis sponsorkage og en kop kaffe.
Og som de store shows kræver det, er der som prikken over i’et naturligvis den røde løber, hvor børn i alle aldre kan blive fotograferet som ægte kendisser.
Tilmelding til talentshowet kan ske til Trine Poulsen på 23 10 92 59 eller Julie Dam på 51 93 19 49. Se mere på www.hawfest.dk.