Hvide Sande Foodfestival – SMAG VESTERHAVET og Holmsland Klit Turistforening byder for første gang velkommen til et HAW af smagfulde indtryk. Det har førhen været udefra kommende, der arrangerede den årlige fødevarefestival i Hvide Sande den første weekend i efterårsferien, 12. og 13. oktober, men i år vælger Holmsland Klit Turist Forening selv at stå for arrangementet, fordi der har været et ønske om at det kom på lokale hænder igen.
Havnen – Havet – Hvide Sande vil danne rammen om Danmarks mest autentiske fødevaremarked med lokale, regionale, nationale og internationale råvarer og produkter.
Der vil være fokus på: Smagsoplevelser – autentiske omgivelser & lokale udstillere.
Det betyder ikke at ikke-lokale udstillere ikke er velkomne, blot at vi godt kunne tænke os flere lokale aktører til Hvide Sande Foodfestival, så vi rigtigt kan vise hvad området har at byde på.
I skrivende stund er over halvdelen af stadepladserne allerede fyldt op, så vi har stadig plads til flere.
I 2017 og 2018 havde Fødevarefestivalen i Hvide Sande haft besøg af ikke færre end 6000 gæster.






