Middagen, for de frivillige ved »Turist Fiskeauktionerne«, blev afholdt i fredags ved middagstid i Captain’s Lounge på havnen i Hvide Sande
Humøret er højt før dette års »Turist Fiskeauktioner« i Hvide Sande, hvor de frivillige glæder sig til sæsonstart og til at hilse på de mange turister og lokale, som hvert år besøger auktionen.
De frivillige fra Klittens Borgerforening i Hvide Sande ligger et stort arbejde i fiskeauktionerne. Både på at forberede og tilberede de friske fisk fra Hvide Sande, og med at være lokale guides og historiefortællere for byens mange gæster. De er en afgørende vækstmotor, som er med til at give byen et godt ry og omdømme samt sætte havnebyen Hvide Sande på kortet, når man tænker på frisk fisk og generelt bare turismen.
Det vil flere med Nordsø Fisk gerne påskønne
Derfor blev alle de frivillige inviteret til en hyggelig middag, fredag den 22. februar, siger Niels Muff, direktør i Nordsø Fisk, Hvide Sande. »Vi har ikke noget direkte med driften af fiskeauktionen at gøre, men kan selv følge og se hvordan disse initiativer gavner hele byen og butikkerne bagefter auktionen, og det vil jeg gerne være med til at bakke op om. Det er nu vi skal lade op til sæsonen og de mange søndage, hvor de frivillige møder op i auktionshallen for at give vores gæster en helt unik og en fantastisk god oplevelse.«
Niels Muff forklarer, »vi havde en aftale med brygmester Niels Sangill, som startede med at give en rundvisning på det nye bryghus, Hvide Sande Bryghus. Bagefter blev der serveret en fiskeanretning til de frivillige, som i fred og ro samt med den nye lokale pilsner-øl i hånden, kunne nyde traktementet.«
Arrangementet havde fået de bedste rammer med Captain’s Lounge, venligst udlånt af Anders Thygesen og Jens Bøndergaard, og som en ekstra flot afrunding af arrangementet, havde Hvide Sande Bageri givet kaffen og kagen, forklarede Niels Muff fra Nordsø Fisk, som samtidig er helt sikker på, at alle frivillige havde haft en rigtig god eftermiddag.
Det glæder Niels Muff, at bo i en by hvor så mange lokale frivillige ildsjæle hjælper til og det har heldigvis aldrig været et stort problem at finde folk der vil give et ekstra nap med i Hvide Sande og opland. »Netop fordi det sociale sammenhold er så godt og en påskønnelse i ny og næ kan måske inspirere andre til at give en hjælpende hånd med i byen til de kommende events. De frivilliges initiativ og hjælp må vi ikke tage for givet. For en ting er sikkert, frivillige og engagerede i det lokale erhvervsliv i byen skaber en rigtig spændende udvikling for byen, for turismen og for fremtiden. Der bliver hele tiden arbejdet i krogene på nye ting og tiltag, og det gør mig stolt og glad at bo i en by med så mange ildsjæle,« siger Niels.
Det arbejde Hanne Kvist, hendes bestyrelse og de mange frivillige ligger i Hvide Sande er simpelthen fantastisk for byen. Og de er jo blot en lille del af de mange andre frivillige, som hjælper til andre steder i Hvide Sande.