Forhistorien omkring krabbebåden RI 524 »James Robert« er lang og den sørgelige historie er blot blevet endnu længere. Skibet sprang læk på vej til fiskeri efter krabber, fredag den 11. januar i år. Her måtte besætningen om bord evakueres i hast med helikopter efter skibet havde fået begyndende slagside.
Evakueringen af besætningen skete i farvandet lige ud for Holmsland Klit, hvor »James Robert« efterfølgende drev herreløst rundt med retning syd i Nordsøen. I et sidste desperat forsøg på at bjærge skibet, fik man med hjælp fra Esvagt-skibet »Beta«, der sendte krabbe-kutterens skipper og et besætningsmedlem ombord, så de kunne være behjælpelige med lænsning af skibet og være med under den følgende bugsering indtil Esbjerg Havn.
Men undervejs i disse bestræbelser på at redde hvad reddes kan, gik der ild i maskinrummet. En situation, som med skippers egne ord kun havde én udgang, og det var at komme ud over rælingen i en rasende fart, da der ombord på skibet var næsten 4.000 liter brændstof. Heldigvis reddede skipper og bedstemand sig sikkert om bord på »Beta«. Og i dagene efter grundstødte »James Robert« på de yderste revler ved Fanø og bølgernes slag og vuggen med skibet i brændingen, har været hårdt ved skibet der nu nærmest er slået til pindebrænde og ikke længere syner af så meget.
I snart et halvt år har vraget af kutteren »James Robert« ligget strandet på Fanøs kyst, mens ingen har villet tage ansvaret for at få det fjernet. Det er som om skibsvraget er havnet i et bureaukratisk ingenmandsland, hvor hverken den tidligere ejer (konkursboet) eller forsikringsselskabet og for den sags skyld Søfartsstyrelsen, har villet tage det fornødne ansvar med at få fjernet kutteren ud for én af Fanø’s bedste badestrande.
TV Syd oplyser, at Fanø Kommune nu har sendt endnu et strakspåbud om at få fjernet vraget fra den populære badestrand. Modtagerne er både rederiets kurator efter konkursboet efter Hvide Sande Krabbefiskeri Aps og Njord Krabber Aps og forsikringsselskabet. Efterkommes dette ikke inden den 18. juli 2019, vil Fanø Kommune kræve 300.000 kroner fra Skibsforsikringen Frederikshavn til at dække omkostningerne for at få det gamle vrag fjernet, der nu kun ligger og sender vragsgods ind på kysten, til gene for alle badegæsterne.
TV Syd har været rundt om både forsikringsselskabet, der dog ikke mener kommunen har hjemmel i loven, når de kræver at få krabbebåden fjernet, trods henvisning til Kystbeskyttelsesloven og heller ikke henvendelsen til konkursboets kurator, advokat Kristian Dalsgaard, har heller ikke givet det ønskede svar, efter kravet er fremsat, om fjernelse af skibsvraget inden den 18. juli i år.
Så nu ligger sagen, hvor den hele tiden har ligget, nemlig dybt begravet i sandet ved brændingen på Fanø, hvor bølgerne og tidevandet langsomt slår det gamle krabbefartøj til pindebrænde, som møgsommeligt bliver samlet op af Strandfogeden.