Prisen på benzin og diesel er steget markant på kort tid. Siden slutningen af februar er benzin blevet omkring 2 kroner dyrere pr. liter, mens diesel er steget med cirka 3 kroner. Årsagen er blandt andet uro i Mellemøsten, som presser oliepriserne op.
Det skriver OK i en pressemeddelelse
Men der er gode nyheder for bilister: Med nogle få ændringer i kørslen kan du spare mange penge. Rent faktisk helt op til 25 procent på brændstofforbruget.
Ifølge energiselskabet OK kan en gennemsnitlig bilist med årlige brændstofudgifter på 12.000 kroner spare op mod 3.000 kroner ved at ændre sine vaner.
Sænk farten – det virker
Den største besparelse ligger i hastigheden. Jo hurtigere du kører, jo mere brændstof bruger bilen. Hvis du fx sænker farten fra 130 til 110 km/t på motorvejen, kan du spare 15-20 procent brændstof.
Samtidig kan det betale sig at vælge ruter med jævn trafik og lavere hastighed, hvis det ikke giver en stor omvej.
Kør jævnt og tjek dæktrykket
En rolig kørestil med færre opbremsninger og accelerationer gør også en forskel. Brug gerne fartpilot og kør i så højt gear som muligt.
Derudover er korrekt dæktryk vigtigt. For lavt dæktryk kan øge brændstofforbruget med op til 10 procent – og samtidig forringe sikkerheden.
Drop unødvendig vægt og udstyr
Klimaanlæg, sædevarme og andet ekstraudstyr bruger energi og kan øge forbruget med 10-15 procent. Det samme gælder unødig vægt i bilen eller en tagboks, der øger luftmodstanden.
Gode råd til at spare brændstof:
- Sænk farten
- Kør jævnt og undgå hårde opbremsninger
- Kom hurtigt op i gear
- Sluk for unødvendigt udstyr
- Undgå tomgang
- Tjek dæktrykket jævnligt



