Mærk sandet under fødderne og blæsten i håret mens du oplever resterne fra ikke så fjern fortid når Ringkøbing-Skjern Museum tager på bunkertur ved Hovvigfæstningen i ugerne op til efterårsferien.
Det var hovedsageligt meget unge og meget gamle soldater der skulle holde øje med tyskernes vigtige Atlantvold. Den Atlantvold der skulle strække sig fra den fransk-spanske grænse til Nordnorge og holde de allierede ude. Den Atlantvold der skulle fortælle omverdenen om Det Tredje Riges magt. Den Atlantvold der aldrig blev færdigbygget.
Du kan komme med på bunkertur i uge 42, samt på tyske bunkerture i uge 41 og 43.
En lille landsby – en moderne radarstation Når man går rundt blandt de mange bunkers ved Houvig går man rundt i en lille landsby, her har der både været et hospital og en købmand. Købmanden brugte soldaterne flittigt, her købte de blandt andet smør, som de sendte hele vejen hjem til deres familier i Tyskland.
Men Houvigfæstningen var også klar til angreb og fra Ringelnatter, Luftwaffes topmoderne antiluftskytsstilling, hvorfra flere allierede fly blev skudt ned.
På bunkerturen går vi gennem det område hvor Houvigfæstningen lå. Mange af bunkerne er stadig synlige, mens andre er mere eller mindre gemt i klitterne. Det er muligt at komme ind i nogle af bunkerne, så det kan være en god ide at medbringe en lommelygte.
Fortsæt fortællingen på Ringkøbing Museum På Ringkøbing Museum fortsætter historien om den tyske besættelse og Houvigfæstningen. Udstillingen »Flyvere i natten« fortæller historien om de 19 allierede fly, Ringelnatter skød ned ved Ringkøbing Fjord under krigen. Og i udstillingen »Hvad bunkeren gemte« kan I opleve historien om den bunker der blev fundet i 2008. Bunkeren havde stået stort set uberørt siden den blev efterladt i 1945 – og var herefter sandet til. Interiøret var som da tyskerne forlod den. I dag er bunkeren rekonstrueret på Ringkøbing Museum og I kan gå ind i den og blandt andet se en film om den, dengang 17-årige, Gerhard Saalfeld, der var udstationeret i netop denne bunker.
Praktisk information
- Uge 42: tirsdag og torsdag: tysk kl. 13.30 til 15.00 og dansk kl. 16.00 til 17.30.
- Uge 41 og 43 kun på tysk: kl. 13.30 til 15.00
- Mødested: Houvig Strand P-plads, Sortebærdalen, ca. 4 km nord for Søndervig.
- Pris: Voksne 75 kr. Børn 6 til 14 år 25 kr.
Billetter kan købes ved turstart, på Ringkøbing Museum eller Turistkontoret. Selve turen er ca. 2.5 km og foregår i det kuperede klitlandskab.
Åbningstider og entré på Ringkøbing Museum
- Mandag-fredag kl. 11 til 17. Lørdag kl. 10 til 14.
- Helligdage (ikke søndage) kl. 10 til 14
- Entré 50 kr. Børn og unge under 18 år gratis i følge med voksne