Æt sætter Den danske sangskat i et nyt lys, når tyrkiske Orhan Özgür, israelske Yossi Karutchi og danske Helene Tungelund mødes omkring instrumenterne Baglama, Oud, rammetromme, harpe og vokal og giver et helt nyt blik på de sange og salmer, som vi kender så godt.
Det sker lørdag den 13. september 2025 kl. 20.00 i Generators lille intime sal Garagen.
Med ÆT stræber Karutchi efter at give lytteren mulighed for at opleve sin egen musikalske arv gennem et eksternt perspektiv og skabe en ny værdsættelse samt en dybere forbindelse til den. Velkendte sange som »Jeg gik mig ud en sommerdag« og »Sov Sødt Barnlille« gives nyt liv i nye arrangementer og sætter dermed en tyk streg under, at vores musikalske sangskat ikke skal hengemmes. Den skal synges, spilles og leves i fællesskab.
»Jo mere du er forbundet til dine rødder, desto mere frihed har du til at vokse«.
Det bliver en fuldstændig episk aften, og billetsalget er startet på www.spillestedet-generator.dk







