Mød op i Helligåndskirken i Hvide Sande lørdag den 17. august kl. 16.30 og for kun 100 kroner at opleve en koncert med Odense Kammerkor, bestående af imponerende 25 sangere, der alle synger á capella i et stort og alsidigt internationalt repertoire af kendte komponister som; Brahms, Esenvalds, Whitacre, Gjeilo, Creek og Lauridsen, og hvor koret også veksler med enklere, strofiske satser. Glæd jer og nyd det.
Historien om koret fra Odense
Odense Kammerkor har rødder helt tilbage til 1951, hvor det blev etableret som »Skt. Knuds Gymnasiums Lillekor« af organist og komponist Kai Senstius (1889-1966). I 1958 blev kor-ledelsen overtaget af Carsten Mollerup (1928-2007) og der blev åbnet for en bredere optagelse.
Da Odense Universitet startede i 1968 blev koret hurtigt tilknyttet og støttet økonomisk af Universitetet og skiftede navn til »Odense Universitets Lillekor«.
Gennem mange år var koret Universitetets flagskibskor, korets omdømme blev udviklet både nationalt og internationalt, og det var med til at etablere mange traditioner både på Universitetet og i lokalsamfundet i Odense, f.eks. i forbindelse med Universitetets årsfest og i forbindelse med julekoncerter i Odenses store bykirker.
I 2001 overtog den Argentinsk fødte Saul Zaks ledelsen af koret og besluttede at ændre korets navn til »Syddansk Universitets Kammerkor« (SUK) i overensstemmelse med Universitetets nye identitet som Syddansk Universitet. Samtidig etablerede Saul Zaks »SDUs Symfoni Orkester« (SUSO), stærkt støttet af daværende Rektor Jens Oddershede. SUK og SUSO havde en glorværdig periode støttet af Universitetet indtil 2016, hvor SDUs ledelse besluttede at stoppe al økonomisk støtte til disse to ensembler. Dette udløste en ny situation eftersom Saul Zaks nu ophørte som Korleder.
Takket være en ihærdig indsats fra korets medlemmer overlevede koret uden dirigent i mere end et halvt år og redefinerede sig selv, nu finansieret af kormedlemmernes kontingent-indbetaling samt fondsstøtte til større projekter. I januar 2017 blev Søren Flebo Jørgensen ansat som ny dirigent for koret, der samtidig skiftede navn til »Odense Kammerkor«. I 2018 blev Uffe Most ansat som korets nuværende dirigent.
Koret har en valgt bestyrelse, der i samarbejde med dirigenten står for drift og planlægning af korets aktiviteter.
Mere information om odense-kammerkor.dk finder du her
Dirigent Uffe Most
Uffe Most (f. 1958) er uddannet som pianist og dirigent ved konservatorierne i Århus og Hannover og er i dag ansat som leder af Odense Musikskole. Uffe Most har i i årene 1987-2007 været fast dirigent for Akademisk Kor Århus. Han afsluttede i 2007 sit virke i Akademisk Kor Århus med en 20-års jubilæumskoncert.
Aktiv som komponist og arrangør, har såvel Aarhus Studenter-Sangere som Akademisk Kor Århus uropført flere af hans værker. I 1992 blev Uffe Most hædret med komponistprisen ved kor-konkurrencen i Kalundborg, og i 1993 modtog han dirigentprisen ved den 4. internationale korkonkurrence i Budapest.
I marts 2002 blev Uffe Most udnævnt til gæsteprofessor ved musikinstituttet på Universitetet i Shaoxing, Kina og fra 2005 til 2006 har Uffe Most opholdt sig i Kina som gæsteprofessor ved Shanghai Conservatory of Music og Shaoxing University Music Department, hvor undervisningen omfattede posten som dirigent for Shanghai Conservatory of Music Girls Choir og Shaoxing University Mixed Choir.
Fra 2006 har Uffe Most været dirigent for Vox Aros, et professionelt arbejdende mandskor, der består af ca. 30 sangere fra hele landet. Hovedparten er dog primært uddannet på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.
Fra 2017 har Uffe Most varetaget opgaven som »Foreign Guest Conductor« for Shanghai Youth Choir, der sommeren 2018 vandt 1. prisen i den internationale Bela Bartok korkonkurrence i Debrecen, Ungarn.
Programmet består af følgende:
- Hans Leo Hassler (1564-1612): Dixit Maria
- P.E.Lange-Müller (1850-1926): Hil dig, Havets Stjerne
(af ”Tre Madonnasange) - Sergei Rachmaninov (1873-1943): Bogoroditse Dyevo (Ave Maria)
- Johs. Brahms (1833-1897) Af ”Marienlieder”, op. 22
1.Der englische Gruss 5.Ruf zur Maria 4.Der Jäger - Cyrillus Kreek (1989-1962): To motetter
- Önnis on inimene Psalm 104
- Arvo Pärt (1935-): Morning Star
- Eriks Esenvalds (1977- ): Only in Sleep
- Knut Nystedt (1915-2014): Tre motetter
1. Thus saith the Lord 2. Peace 3. I will praise thee - Carl Nielsen (1865-1931): Tre sange Arr.: John Høybye / Tekst: Johannes Jørgensen Arr.: Finn Høffding / Tekst: B.S.Ingemann Arr.: Christian Dyrst / Tekst: Johannes Jørgensen
- Sænk kun dit hoved, du blomst 2. Tit er jeg glad 3. Nu lyser løv i lunde
Solister er Berit Nicolaisen, Gry With, Mathias Peetz, Steffen Madsen
Svend S. Schultz (1913-1998): Tekst: Johannes V. Jensen Gensyn med Danmark. Fire korsang i dansk-lyrisk stil
- Gensyn med Danmark
- De vilde blomster
- Nattergale
- Sidste sang