En brand i Restaurant LAVA i Hvide Sande gav onsdag aften brandfolkene flere timers arbejde. Ilden opstod omkring restaurantens emhætte, og selv om branden hurtigt kom under kontrol, måtte brandfolkene fjerne rør og isolering for at sikre, at skjulte gløder ikke fik ilden til at blusse op igen.
Onsdag aften den 28. oktober blev Restaurant LAVA i Hvide Sande ramt af brand. Klokken 18.24 modtog Brand & Redning MidtVest en alarm om en bygningsbrand, og brandfolk fra Hvide Sande rykkede ud til restauranten på Metheasvej 3.
Ved ankomsten var restauranten fyldt med røg, men brandfolkene fik hurtigt ventileret røgen ud og lokaliserede branden til et område omkring aftrækket fra en emhætte. Det oplyste indsatsleder Kristian Rask Hansen onsdag aften til pressen.
Branden blev standset – men arbejdet fortsatte
Selv om branden forholdsvis hurtigt kom under kontrol, var indsatsen langt fra afsluttet. Ifølge indsatslederen var der ikke tale om omfattende synlige brandskader. Til gengæld krævede det et større arbejde at sikre, at branden ikke havde bredt sig til skjulte hulrum og områder omkring aftrækskanalerne.
Brandfolkene måtte derfor afmontere dele af aftrækssystemet og fjerne isolering for at undersøge, om der fortsat var varme eller gløder omkring kanalerne. Kort før klokken 21 kom indsatslederen med en foreløbig vurdering, at arbejdet muligvis ville fortsætte endnu en time frem mod klokken ca. 22. 00
Restaurant med madlavning over åben ild
Restaurant LAVA der ligger centralt i Hvide Sande er en kendt familierestaurant med blandt andet grillretter og middelhavsinspireret mad. På restaurantens egen hjemmeside fremhæves køkkenets tilberedning over åben ild som en del af restaurantens koncept.
Det er imidlertid ikke oplyst, hvad der konkret antændte branden onsdag aften, og det har heller ikke været muligt at knytte brandårsagen til denne form for madlavning over åben ild. Ifølge Abdul Chbabo, der er indehaver af restauranten, var restauranten godt besøgt da branden brød ud, men vi fik alle gæsterne hjulpet sikkert ud af restauranten.
Skadesomfanget er endnu ukendt
Det er endnu uvist, hvor store skader branden har forårsaget, og om den får betydning for restaurantens åbningstider i de kommende dage. Selv om brandfolkene hurtigt fik kontrol over ilden, var arbejdet langt fra overstået. Branden var opstået omkring restaurantens emhætteaftræk, hvor varme og gløder kan gemme sig i rør og isolering. Derfor måtte brandfolkene skille dele af installationen ad og fjerne isolering for at sikre, at ilden var helt slukket og ikke kunne blusse op igen.
Restaurant LAVA oplyser på deres hjemmeside at restauranten er lukket på grund af BRAND – men håbet er at vi ses hurtigst muligt..



