Succesbutikken fra Hvide Sande udvider med ny afdeling i badebyen – og bringer den vestjyske stil, bæredygtige mode og kærligheden til kysten med sig.
Det populære vestkyst-brand West Coast Collection fra Hvide Sande åbner til foråret 2026 en ny butik i Søndervig. Konceptet, der på få år har gjort sig bemærket med lokalt design og vestkystinspirerede tøj og souvenirs, rykker nu ind på Lodbergsvej 8A – og bliver endnu et frisk pust i den travle badeby.
West Coast Collection får nøglerne til de nye lokaler den 1. december og håber på en lille, midlertidig åbning hen over jul og nytår.
Den officielle åbning forventes senest 1. marts 2026, hvor butikken står klar med nye varer og kendte klassikere fra søsterbutikken i Hvide Sande.
En kærlighedserklæring til Vestkysten
Hos West Coast Collection handler det ikke bare om tøj – det handler om livsstil, lokal identitet og kærlighed til havet.
De populære hoodies, sweatshirts og t-shirts er lavet af økologisk bomuld og prydet med flotte, lokale motiver. Kollektionerne findes i både dame-, herre- og børnestørrelser.
Foruden tøjet byder butikken også på et eksklusivt udvalg af souvenirs, plakater og postkort, som ikke findes andre steder i området – alt sammen skabt med inspiration fra naturen og livet langs den jyske kyst.
West Coast Collection er også den første fysiske butik i Danmark, der forhandlede det tyske mærke »Derbe«, kendt for sine jakker og t-shirts i økologisk bomuld og genanvendt polyester – perfekt til det omskiftelige vestjyske kystvejr.
Et vestkystunivers i vækst
Udvidelsen til Søndervig er et naturligt næste skridt for det succesfulde koncept, fortæller indehaveren Esben Thomey, der ser frem til at bringe den samme afslappede vestkystånd
til en af landets mest populære badebyer.
»Vi glæder os til at kunne tilbyde Søndervigs gæster et udvalg af tøj og souvenirs skabt og udvalgt til vestkysten. Der kommer nye mærker i forhold til Hvide Sande, blandt andet »ELSK« (herre og unisex), som passer perfekt til badebyens gæster,« fortæller Esben Thomey.
I forbindelse med åbningen søger West Coast Collection en butikschef, en fuldtidsmedarbejder (eller 30 timer) samt en »sommerfugl« til den nye afdeling med opstart i februar/marts 2026.






