Vi er omgivet af fugle i Vestjylland. Vi ser dem ikke altid, men de er overalt i den vestjyske natur. Særligt i foråret kan vi høre dem synge, og de har travlt med at bygge reder til deres unger. Den 23. marts åbner Naturkraft derfor op for nye oplevelser, hvor gæsterne kan tage med helt ind i fuglenes verden og opleve foråret i Vestjylland set fra et fugleperspektiv.
Det er ikke kun fuglene, der glæder sig til foråret. Natur- og kulturvejleder Sabine Jensen fra Naturkraft og Ringkøbing Fjord Museer glæder sig også. For netop nu, hvor foråret er på vej, kan hun byde indenfor i Naturkraft med et helt nyt program. Oplevelsesparken Naturkraft, der ligger ved Ringkøbing, byder både på oplevelser for børnefamilier, der er klar på at gå på opdagelse ind i fuglenes verden gennem sjove aktiviteter, men der er også noget for dem, som er mere til at fordybe sig på egen hånd.
Sabine Jensen har gennem de sidste 15 år formidlet den vestjyske natur og kultur, og hun kender derfor alt til de mange fuglearter, der lever i Vestjylland. Sammen med sine kolleger har hun knoklet på højtryk for at forberede de nye aktiviteter for gæsterne her til foråret. Børnefamilierne kan gå på opdagelse efter fuglenes æg og reder, som fuglene camouflerer og tilpasser til det vestjyske landskab, så de, efter et besøg, er klar til selv at gå på opdagelse i naturen. I påskeferien kan børnene også gøre fuglene kunsten efter og dekorere flotte æg i naturens farver til det store nye “forårstræ” i Naturkraft. Endelig kan familierne også give fuglene en hjælpende vinge ved at bygge en redekasse, som de kan tage med hjem til haven.
Daglige fortællinger om de mange fuglearter i Vestjylland
Hvilke fugle har vi i Vestjylland? Hvorfor ringmærker vi fugle? Sabine Jensen og hendes kolleger står hver dag klar til at give gæsterne et kig ind i fuglenes verden. I fortællingen sætter de særligt fokus på den spændende historie om Danmarks nationalfugl, knopsvanen, der har en særlig vestjysk vinkel. For da svanen for ca. 100 år siden blev fredet for at undgå at dø ud, trodsede de vestjyske jægere den nye fredning, og omdøbte blot svanen til en “Stauninggås”, så de kunne fortsætte jagten på den store fugl.
Praktiske informationer på næste side.
Praktiske informationer
Åbningstider i foråret:
23. marts – 31. maj: Tirsdag – søndag + 1. april + 20. maj kl. 11-16
Aktiviteter: kl. 11-15.30. (Der er tema om fugle i perioden 23. marts til og med juni måned.)
Åbningstider for resten af året kan ses på naturkraft.dk
Entre: Voksne 145 kr. Børn 3-17: 95 kr Børn mellem 0-2 år er gratis. (Alle aktiviteter er inkluderet i entréen.)
Naturkraft er en del af Ringkøbing Fjord Museer. Der kan købes fordelskort, der gælder til både Naturkraft, Fiskeriets Hus og Ringkøbing Fjord Museers øvrige besøgssteder. Se mere her
Adresse: Naturparken 10 i 6950 Ringkøbing


