Det er Feriepartner Hvide Sande og Søndervig, der nu kan nu bryste sig af HORESTA’s grønne certifikat
Bæredygtighed er et reelt konkurrenceparameter, og en størrelse, vi i feriehusbranchen måler os selv og hinanden op på. Men bæredygtighed er også en svær størrelse, der kræver omtanke og en gennemgribende
indsats.
Så meget desto mere stolt er jeg over at vi hos Feriepartner Hvide Sande og Søndervig har modtaget HORESTAs grønne certifikat, og nu har papir at vi er en GREEN TOURISM ORGANISATION. Certifikatet er tildelt af en jury på baggrund af såvel et virksomhedsbesøg, som vores udførlige dokumentation for eksempelvis vand- og energisparetiltag, og vores arbejde med at bruge færre og grønnere rengøringsmidler.
Herudover fremhæver juryen vores foreningsejerskab: en konstellation, der gør at vi kan geninvestere hele vores driftsoverskud, og skabe oplevelser, events og turismeudvikling lokalt. En tankegang der, som juryen skriver i sin motivation, er »i tråd med social bæredygtighed.«
Ikke at vi med vores GTO-certificering er kommet i mål
Vores arbejde med bæredygtighed er en fortløbende proces, og selv om vi fejrer, og er stolte af at nå vores delmål, har vi ikke tænkt os at hvile på laurbærene. Feriepartner Hvide Sande og Søndervig har en klar ambition om at være frontløber når det gælder den fortsatte grønne omstilling af feriehusbranchen. Den næste store trædesten bliver i den forbindelse implementeringen af det såkaldte Koglemærke, som Feriehusudlejernes Brancheforening i øjeblikket arbejder på at udvikle.
Mærkningen vil være frivillig for den enkelte sommerhusejer, men vi har som bureau et ønske om også hér at ligge forrest i feltet.



