Efterårets mørke har sænket sig over Ringkøbing. I lyset af lampens skær står Ringkøbing Fjord Museers guide klar til at tage børn og voksne med på en anderledes tur rundt i byens gamle gader i efterårsferien. Tør du tage med tilbage i tiden og høre historierne fra byens bagside?
Ringkøbing gemmer på mange gode historier, men ikke alle har godt af at komme frem i lyset. Derfor kan I nu komme med på en anderledes byvandring efter solen er gået ned. Vi skal høre om tragiske skæbner, forfærdelige sygdomme, frygtelige fortællinger og meget, meget mere!
Hver by, sine spøgelser og Ringkøbing er ingen undtagelse! Mens vi går rundt i Ringkøbing hører I historier om byens bagside lige dér, hvor de fandt sted. Ringkøbings historie går tilbage til middelalderen, hvor byens borgere levede i en verden, hvor tro og overtro satte sit dystre præg på livet. Turen går forbi Ringkøbing Kirke og den mørke kirkegård, og I hører om gamle råd og ritualer, der kunne holde det onde fra døren og forklare det uforklarlige. Endelig krydser vi også det gamle torv, hvor fortidens bødler svingede pisken over uterlige fruentimmere…
Turen er for børn og voksne. Vi anbefaler dog, at børn under 10 år kun deltager i selskab med en voksen.
Efterårsbilletten har en gratis børnebillet
Har I købt en Efterårsbillet fra Ringkøbing Handelsforening har I en gratis børnebillet til ghostwalken. I skal blot bestille billetter online via museets hjemmeside www.ringkobingmuseum.dk og fremvise Efterårsbilletten ved turstart. Bemærk, der er begrænsede pladser.
- Dansk: Mandag den 16. og tirsdag den 17. oktober mellem kl. 18.00 og 20.00
- Tysk: Alle onsdage i oktober kl. 20.00.
- Varighed: ca 1,5 time Mødested: Ringkøbing Museum på Herningvej 4 i Ringkøbing
- Pris: Voksne 99 kr. Børn 3-17 år: 49 kr. Gratis med efterårsbilletten, men book din billet i forsalg. Vi anbefaler at børn under 10 år kun deltager i selskab med en voksen.
- Book dine billetter bookes via museets hjemmeside www.ringkobingmuseum.dk Bemærk, der er begrænsede pladser.







