Lørdag den 12. september klokken …. i Helligåndskirken Hvide Sande, vil Hvide Sande Master Class for tiende gang byde til åbningskoncert i vestkystbyen og denne gang med en helt speciel og fornem kongelig gæst, nemlig Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der således gæster åbningskoncerten og som tidligere år vil deltagerne sammen opleve denne smukke enkle kirke, med den fantastiske skønne rumklang og helt specielle atmosfære.
Kirkerummet i Helligåndskirken er nemlig både under gudstjenesten og koncerten særlig egnet til at bringe os i kontakt med Guds skabende ånd og den åndfuldhed, der vil det gode og det skønne- også i musikken.
God søgning til Master Class i Hvide Sande
Det populære kursus er for længst blevet fuldt booket fortæller Anne-Marie Hjelm, og ventelisten er derfor lang af forventningsfulde unge musikere, som håber på en afbudsplads og en chance for at deltage. I år er 41 unge mennesker igen nøje udvalgt og godkendt til at deltage. – De kommer fra 15 forskellige lande: Israel, USA, Rusland, Brasilien, Ukraine, Spanien, Norge, Sverige, Grækenland, Italien, Korea, Tyskland, England, Schweiz og Danmark. Kendetegnedende for alle deltagere er i følge Anne-Marie Hjelm, at de er fantastisk flittige, dygtige og engageret unge musikere, som alle glæder sig til at komme til Hvide Sande og modtage den inspirerende og intensive undervisning af 6 kyndige lærere på Hvide Sande Master Class.
Stort program
I forbindelse med årets Master Class afholdes der 15 offentlige koncerter, hvoraf fire er programsat til Helligåndskirken i Hvide Sande – og igen i år afholdes der en midnatskoncert den 16. september kl. 23 i Lyngvig kirke. Her vil der blive spillet stemningsfuld musik af kursets deltagere på violin, bratsch og cello – solo og i forskellige grupper, – mens der i Helligåndskirken også bliver mulighed for at høre pianisterne spille på det store koncertflygel.
- Årets Kvartet” kalder sig ”Goldmund Quartet” og kommer fra München i Tyskland
- Årets Pianist” hedder Dina Ivanova og kommer fra Rusland.
Engagementet og interessen hos Master Class deltagerne er stor understreger Anne-Marie Hjelm, og glæden ligeså, over at komme til Hvide Sande, ikke mindst over tilhørernes interesse for undervisningen og koncerterne. Forhåbentlig må dette års Master Class deltagere også drage glade hjem med gode minder om Hvide Sande menigheds støtte, – ja, hele Klittens støtte og opbakning til Hvide Sande Masterclass 2015
Velkomne skal I alle være slutter Anne-Marie Hjelm, til stjernestunder i selskab med de unge, klassiske musik-talenter. Bemærk at det er ganske gratis at overvære undervisningen i alle timerne.
Læs mere om programmet her www.hvidesande-masterclass.dk






