I 2015 vil WaterZ være vært for både Danmarksmesterskaber, udtagelse til SUP VM 2016 og et verdensmesterskab. Det hele afvikles fra den 3.-12. september 2015 i Hvide Sande og omegn. Eventen vil derudover byde på en bred vifte af forskellige vandsportsaktiviteter, ligefra konkurrencer, workshops og film, til fest og hyggeligt samvær med andre vandsportsinteresserede.
Katrine K. Frandsen, som er projektleder for WaterZ, udtaler: ”Det er en helt imponerende række af mesterskaber vi kan præsentere under ét og samme event. Det betyder også at vi får den absolutte elite inden for vandsport til Hvide Sande fra den 3.-12. september. Indenfor windsurf kommer to af verdens pt. bedste windsurfere. Det er brødrene Tonky og Taty Frans, som stammer fra Bonaire i Caribien. Også den nykårede danske vice-verdensmester Sebastian Kornum vil være til stede og kæmpe om titlen som WaterZ vinder 2015!”
Torsdag den 3. september vil de over 100 elever som har deltaget i WaterZ School forløbet siden foråret 2015, mødes og konkurrere om titlen som årets WaterZ school…! Men ikke nok med det, de heldige elever vil også møde, snakke med og se de to Frans brødre, som lige nu tilhører den absolutte verdens elite, i action. Denne torsdag vil de lokale elever kunne møde verdensstjerne og se hvad windsurfing har gjort for dem.
Netop den fantastiske livsrejse som windsurfing har været for de to brødre, er en historie som kan røre selv den mest inkarnerede landkrabbe. De har været med til at revolutionere windsurfing, men også kæmpet hårdt for at nå den absolutte top. Den historie vil blive vist på storskærm fredag aften den 4. september, kl. 21.00 i Hvide Sande.
”Vi er stolte af det imponerende program som vi kan præsentere for WaterZ 2015. Der vil være noget at kigge på og deltage i for alle.. Har man ikke selv prøvet kræfter med vandsport, så er der også mulighed for det. Vi glæder os utroligt meget til at byde alle velkommen i september og give dem en oplevelse, de vil huske det næste lange stykke tid,” udtaler Katrine Kock Frandsen.
WaterZ afvikles af Holmsland Klit Turistforening med Sport Event Denmark og Ringkøbing-Skjern Kommune som samarbejdspartnere.



