Fire købmænd går sammen om donationen, der fordeles via lokale foreninger og forventes at hjælpe omkring 150 familier.
SPAR Hvide Sande og MENY Søndervig går også i år sammen om at støtte julehjælpen i lokalområdet. I alt donerer fire købmænd 60.000 kr. til foreninger og organisationer, der hver jul hjælper udsatte familier med en tryg december.
Bag donationen står Michael Sangill og Thomas Dalsgaard (SPAR Hvide Sande og Min Købmand i Bjerregård) samt Thomas Hansen og Morten Hansen (MENY Søndervig).
Købmændene oplever tæt på deres kunder, at december for mange kan være en økonomisk presset måned. Derfor ønsker de at bakke op om det frivillige arbejde, der sikrer, at hjælpen når ud til dem, der har mest brug for den.
Midlerne fordeles til følgende foreninger og organisationer:
- Lions Club
- Soroptimisterne
- YMENS Club
- Red Barnet
- Røde Kors
- Ringkøbing og Rindum Sogns menighedspleje
- Sct. Georgs Gildet
- Inner Wheel
- Frimurerlogen
- Rotary Klub
- Danmission
»Julen er en tid, alle fortjener at kunne fejre. Derfor er det vigtigt for os at bidrage til, at flere familier kan få en håndsrækning i en måned, der for mange er økonomisk presset,« siger Michael Sangill, købmand hos SPAR Hvide Sande.
»Foreningerne gør et imponerende stykke arbejde, og vi er glade for igen i år at kunne støtte deres indsats. Det er deres arbejde, der sikrer, at hjælpen når frem dér, hvor behovet er størst,« siger Thomas Hansen, købmand hos MENY Søndervig.
Støtten forventes i år at komme omkring 150 familier i lokalområdet til gode.






