Ringkøbing-Skjern Kommune søger hjælp og inspiration til, hvordan vi i fællesskab kan sikre en god jul for alle. Covid-19 har nemlig betydet, at plejecentre ikke åbner dørene for enlige ældre juleaften og nytårsaften, som der ellers er tradition for i kommunen.
Så er julemåneden i gang, og som den ’hjerternes fest’, julen jo er, samles vi til god mad og hygge med dem, vi holder af. For de mange borgere, der af den ene eller den anden grund ikke har familie og nære relationer tæt på, åbner de kommunale plejecentre i Ringkøbing-Skjern Kommune normalt dørene juleaften og nytårsaften.
Men ikke i år
Corona-epidemien har betydet, at plejecentrene har været lukket selv for pårørende i store dele af året, og derfor også for de sædvanlige jule- og nytårsgæster.
»Det er ærgerligt, men vi forsøger i stedet at tænke utraditionelt for at sikre en god jul for alle,« siger Kirsten Nørgaard, frivillighedskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune. Hun har været i kontakt med kirker og menighedsråd, foreninger og frivillige for at afsøge mulighederne for, at folk, der skal holde jul og nytår alene, kan få foden inden for andre steder.
»Bekymringen er, at det kan det gå hen og blive en ekstra ensom jul i år for de mange borgere, der ikke har familie eller som pga. corona-restriktioner eller frygt for smitte ikke kan være sammen med deres familie og nære relationer i år,« forklarer hun.
Gode idéer søges
Kirsten Nørgaard efterlyser derfor gode, Corona-sikre måder at markere julemåneden for nogle af alle de mennesker, der ikke kan komme ud.
»Fra Nordjylland hørte jeg om en børnehave, der kom og malede juletræer og nisser på et plejehjems vinduer til stor glæde for beboerne, og her i kommunen har en tegnestue i Ringkøbing f.eks. valgt at donere de penge, de normalt ville have brugt på julevin til deres forretningsforbindelser, til plejecentrenes vennekredse, så de kan købe lidt til at forsøde julen for de ældre med,« fortæller hun.
Kirsten Nørgaard tilføjer, at et kavaleri af julemænd desuden red i optog gennem Borris første søndag i advent for at ønske beboerne på byens plejecenter en glædelig jul, og at Egvad Plejehjem har opsat en særlig postkasse beregnet til julehilsner til beboerne.
»Jeg er sikker på, at der er mange gode initiativer og idéer derude. Vi opfordrer til, at man rundt omkring i byer, landsbyer og landdistrikter i julemåneden løbende overvejer, om man kunne gøre noget for at glæde de mange mennesker, som har isoleret sig i eget hjem eller bor på plejecentre. Det kunne være, at børnene i børnehave eller skole kunne tegne eller skrive en julehilsen til dem, eller at man flytter luciaoptog ud i gaden og f.eks. går rundt om ældreboliger og plejehjem,« foreslår Kirsten Nørgaard.
Kommunal julemiddag – sammen
Fra kommunens side forsøges der også at hjælpe juleglæden lidt på vej. På plejecentrene sørger personalet naturligvis også for at højtideligholde julen for beboerne, men også for mange af de ældre mennesker, der bor i eget hjem og får leveret mad fra det kommunale køkken Åkanden, lyder der i år en opfordring:
»Vi appellerer til, at man kigger sig omkring og ser, om der skulle være en nabo, som også sidder alene, og som man kunne spise den kommunale julemiddag sammen med – i behørig coronaafstand og med de sædvanlige forholdsregler om at spritte af og vaske hænder,« forklarer Kirsten Nørgaard og tilføjer:
»I samarbejde med de medarbejdere, der i det daglige leverer mad til ældre tilbyder vi, at man kan få leveret sin julemad på en naboadresse, så man kan spise sammen.«
Julevenner og gudstjeneste
Derudover formidler Julevenner under Røde Kors hvert år kontakten mellem familier, der gerne vil invitere inden for juleaften, og de personer, der ikke har et sted at holde jul.
Sidste år blev fem borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune, der skulle holde jul alene, matchet med julefamilier. Traditionelt er der et større udbud af åbne døre juleaften end folk, der beder om et sted at være.
Interesserede kan kontakte Røde Kors på https://boblberg.dk/julevenner, på telefon: 35 29 96 60 eller via Facebook på https://www.facebook.com/groups/julevenner
Også i kirkerne er der åbne trods corona. I Skjern Kirke afholdes der f.eks. julegudstjeneste i Kirkehuset pr livelink fra kl. 10.00 juleaftensdag, hvorefter der inviteres til julemiddag med corona-afstand kl. 11.30. Kirken holder ligeledes nytårsaften i Kirkehuset fra kl 17.30-21.00.
Arrangementerne er åbne for alle interesserede. Det koster 100 kr. at være med, og ligesom med de øvrige julegudstjenester beder kirken om, at man pga. corona-reglerne tilmelder sig på linket her: https://www.skjernkirke.dk/event/7933531 eller på telefon: 97 35 26 11.
I samarbejde med Frivilligvest har kommunen oprettet en side, hvor man kan finde gode ideer til frivillige arrangementer – og byde ind med egne gode initiativer. Siden ligger under kommunens corona-side på https://www.frivilligvest.dk/9-uncategorised/36-genaabning
Har man gode ideer, er man velkommen til at sende en e-mail til kirsten.norgaard@rksk.dk
/Files/Nyheder/1_December2020/Jul-i-Kirkehuset-2020.pdf
/Files/Nyheder/1_December2020/Nytaarsaften-i-Kirkehuset-2020.pdf