Dagen vil boble med aktiviteter for alle, som er nysgerrige omkring livet på havnen, eller som kunne forestille sig at arbejde i Hvide Sande.
Der vil være mulighed for at komme ombord på f.eks et helt ny renoveret fiskeskib. Få et indblik hvordan livet til søs som fisker ser ud og få en snak med skipper selv. Komme ombord på et af havnens vigtigste skibe, nemlig sandpumperen Træl. Træl holder til daglig indsejlingen fri for sand, så de mange skibe, der besøger havnen, kan komme sikkert ind og ud af havnen.
I auktionshallen vil der være fiskeauktion for alle! Her kan man byde på fisk i familievenlige portioner. Bliv revet med af stemningen, når auktionsmesteren svinger hammeren over de mange friske fisk. I auktionshallen vil du også kunne finde fortællingen om Hvide Sande Havn og Hvide Sande området.
Hvordan ser det ud når en redningsflåde udløses og hvordan foregår det når der er en redningsaktion på havet? Kom og se en demonstration af en redningsaktion, når både Redningsstationen og Brandvæsnet sammen viser hvad der sker under en aktion.
Byen vil hele dagen boble af liv. Eftermiddagen vil byde på live musik på havnekanten, hvor man kan slå sig ned og nyde musikken og udsigten overhavnen.
Er man til lidt mere action kan man komme og prøve svævebanen i Marmelunden, eller selv prøve kræfter med den hurtigst voksende vandsport i verden lige nu, nemlig Stand Up Paddling. Du skal blot huske et håndklæde og badetøj, resten kan du låne hvis du har lyst at prøve.
Åben Havn bliver arrangeret af: Maritim Viden, Holmsland Klit Turistforening, Foreningen Havnen og Hvide Sande Service Group.
For fuldt program KLIK HER